Omtale i SJÆLLANDSKE af mødet i
Slagelse, den 5. august 2006:
Ca. 65 medlemmer af
Foreningen til støtte for Rumænien var i lørdags mødt op på restaurant
Karsberg i Slagelse for at hilse på hospitalsdirektør, overlæge Lucian
Vadastreanu.
Dr. Vadastreanu
havde ønsket at møde foreningens medlemmer for at udtrykke sin glæde over
og taknemmelighed for de donationer, som foreningen har givet til ”hans”
hospital i Orsova.
Indenfor de sidste
par år har foreningen bl.a. doneret midler til indretning af lokaliteter
for et nyt og moderne røntgenapparatur og til ombygning af hospitalets
oliefyr, så man nu kan fyre med træ i stedet for den for hospitalet
ubetalelig, dyre olie. Endvidere har foreningen ydet bidrag til en operation
af en lille pige, som lider af en speciel sygdom, der bevirker, at hun ikke
kan gå. Denne operation må nødvendigvis foretages i Frankrig og er derfor
ret kostbar.
Lucian Vadastreanu
viste en film, som han havde optaget i det område i Rumænien, som har
foreningens bevågenhed. Vi så
en usandsynlig skøn natur af skovklædte bjerge, hvor igennem Donau har sit
løb. Midt i dette maleriske skue så vi de to sommerhuse, som ikke mindst
Rotary har været medvirkende til at donere til byen Dubova,
og som nu giver byen en god lejeindtægt.
Størst indtryk
gjorde dog nok filmen fra hospitalet i Orsova. Her er hjælpen fra Danmark iøjnefaldende.
Den har bragt hospitalet op på et stade, som selv den rumænske stat har
givet sin store anerkendelse af.
Dog afsløredes det,
at operationsstuen trænger til et løft. Vi så bl.a. en væg, hvor
fliserne simpelthen var faldet af.
”Det var vist de færreste
af os som er her til stede, som kunne tænke sig at lade sig operere i sådanne
omgivelser” – sagde formanden Gunner Madsen. og sagde videre ”
Det er en opgave, som foreningen nu vil prøve at skaffe midler til at få løst”.
På bedste rumænske
vis blev foreningens styregruppe, som består af Aase Krüth Nielsen, Sharon
Hansen, Lars Brincker og Gunner Madsen hædret med flotte guldmedaljer.
Gunner Madsen modtog desuden på foreningens vegne en fornem guldplakette
med indgraveret tekst, som udtryk for det hjertelige forhold, der består
mellem FSR som donatorer og foreningens rumænske venner som taknemmelige
modtagere.
Men ikke nok med
det, - samtlige tilstedeværende medlemmer fik af Lucian Vadastreanu
personligt anbragt en sølvmedalje om halsen som yderligere udtryk for
anerkendelse og taknemmelighed.
Sluttelig besvarede
L.V. en række spørgsmål fra salen om rumænske forhold.
Hele forløbet blev på glimrende vis oversat fra/til dansk/rumænsk
af Constantin Paulescu, der nu bor i Næstved.
Foreningen har tæt
ved 200 medlemmer, men kunne ønske sig endnu flere for på endnu bedre vis
at kunne løse de påtrængende opgaver, som FSR stadig ser i Rumænien.
|